A kasse

A-kasse. Arbejdsløshedskasse. Andelskassen man betaler til for at forsikre sig i tilfælde af arbejdsløshed. Et gensidigt forsikringsselskab. Alle betaler, alle håber, de ikke får brug for det, og sammen betaler vi til a-kassen. Ligesom i alle andre forsikringsselskaber.

   Tidligere – og det er såmænd ikke så mange år siden – var der en tæt forbindelse mellem den enkelte fagforening og a-kasse: Da jeg meldte mig ind i en fagforening i 1974 sad dem, der arbejdede i a-kassen, i samme lokaler som dem fra fagforeningen.

Fra hjælp til kontrol 

Sammenhængen er der i den teoretiske verden stadigvæk, men i dag er den noget mere diffus, for man behøver ikke længere at være medlem af en specifik fagforening for at være medlem af den ”dertilhørende” a-kasse: Man kan altså være i Kristelig Fagforening og Journalisternes a-kasse på samme tid.

   Afstanden fra a-kasse til medlemmer er vedvarende blevet længere: Min a-kasse har til huse i København, men telefonen tages et helt andet sted. Dagpengene kommer fra min a-kasse i København, men opgørelsen kommer fra lidt uden for Aarhus. Og hvor min gamle a-kasse, hvis medarbejderes løn jeg jo er med til at betale, tidligere var der for at hjælpe mig, så er den der nu for at kontrollere mig.

An offer you can’t refuse

 I dag har a-kassen overtaget kontrollen af de arbejdsløse for Beskæftigelsesministeriet – bemærk lige navnet ”Beskæftigelsesministeriet” – der tidligere hed ”Arbejdsministeriet”. Man bliver ca. hver tredje måned ”inviteret” til et møde med repræsentanter for a-kassen. Det er en invitation på linje med den gamle Corleones ”offer you can’t refuse:”, for sidst i invitationen fra a-kassen er den økonomiske straf for udeblivelse fra selskabet gjort meget klart.

   Så modsat alle andre forsikringsselskaber, man har en aftale med, så kan man ikke udeblive fra medlemsmøderne i a-kassen. Så mon ikke snart a-kasserne skifter betegnelse til ”Ledighedsservice” som ”Udlændingestyrelsen” skiftede til ”Udlændingeservice”: Vi er der jo bare for at hjælpe!